BIRKEVIN

_________________________________________

Ren birkevin er lavet af økologisk birkesaft tappet i det tidlige forår i vores egen skov på Orø.

Birkevinen er blevet udviklet sammen med Bjarne fra Vinperlen i Gislinge; vi valgte at lave en dessertvin med en relativ høj alkoholprocent (14%), for at fremhæve den helt specielle smag birkesaften har. Der er kun tilsat økologisk rørsukker for at kunne kontrollere gæringsprocessen. Vi arbejder også med en mousserende birkevin (tilsat birkekoncentrat) som lover godt, men den er ikke kommet på flaske endnu.

Bjarne har indtil nu også produceret vinene, men efter 3 ”årgange”, er vi på grund af komplekse økologi-regler blevet enige om at jeg fremover selv skal står for produktionen her på gården, under hans vejledning.

Ren Birk købes på udvalgte steder (Bings og Artdoor på Orø samt Svanholm Gårdbutik) og naturligvis hos os i Marlieses Gårdcafe. Udenfor almindelig åbningstid må du gerne lave en aftale med Claus tlf. 23453798.

Bør nydes kølig og i godt selskab.

_________________________________________

Vi har fået denne vurdering:

Kære Claus,
Victor og jeg har smagt på vinen igen (og den er god!). Her kommer lidt smagenoter og kommentarer, som du forhåbentlig kan bruge til din side.

Duft:
Ahornsirup, tørret frugt, abrikos, figenmarmelade, moden pære, alkohol/sprit, fløderand/créme anglaise.

Smag:
Dessertvins type/avec, sec, lys blomme, syltet pære, træsirup, ahorntræ og tørhed, pæreskræl, ganske lette tanniner.

Kort beskrivelse/opsummering af produktet:
Dansk avec med en dyb og kompleks næse af tørret frugt, lyst træ og moden pære. Rund og fyldig, nektaragtig med noter af lyse blommer og flødekaramel og herligt milde tanniner.

Mvh.
Victor & Lasse

Lasse Knigge, Sommelier Royal Unibrew